Den dag glemmer jeg aldrig.

Det var en søndag morgen i 1994, hvor det dramatiske skete i min landsby. Jeg lå og sov og blev vækket af larm fra en ak-47 (Verdens mest almindelig våben) . Der var skyderi over alt udenfor vores landsby, for oprøret var ikke nået hen til os endnu.
Jeg var sammen med min mormor, morfar og mine 3 onkler. De to ældste af mine onkler tog fat i 2 Ak-47 og løb hen mod frontlinjen for at kæmpe imod de onde og beskytte os sammen med de andre mænd fra landsbyen. Jeg, min mormor, morfar, de ældre, og de unge fra hele landsbyen, skulle bare løbe så hurtigt som muligt og aldrig se tilbage. Vi løb og løb i timevis. Folk døde en efter en. Nogen blev skudt, nogen døde pga. mangel på mad, vand og bare faldt om da de ingen energi og kræfter havde tilbage. Og vi andre, der havde kræfter og energi endnu forsatte med at løbe mod Etiopien. Vi skulle bare ud af landet, for at være helt sikker på at man kunne overleve. Jeg kan ikke huske, hvor mange km det tog fra vores landsby til den nærmest by i Etiopien, men det tog os knap 2 dage i alt. Jeg mistede min morfar på undervejs og min fætter, plus mange jeg kendte fra min landsby. En familie med 4 børn blev dræbt 50 meter væk fra, hvor vi gemte os. Jeg kunne se det hele, og kunne høre det hele. Det var så forfærdeligt at se på. Jeg græd og græd i de 2 dage. Jeg var ved at dø af sult og tørst. Jeg kan huske, der var en lille sø på grænsen mellem Sudan og Etiopien. Alle drak der, selvom vandet var så beskidt og ulækker at kigge på, men så nåede vi til Etiopien. Der trak jeg vejret for første gang og var sikker på, at jeg var i live og i sikkerhed. Vi fik hjælp af UNICEF med mad, vand, tøj, osv. og blev taget til en flygtninglejer, indtil jeg kom til Danmark. Siden den dag, har jeg aldrig vendt hjem til Sudan igen. Jeg er født der, men hele mit liv har jeg boet og vokset op i Etiopien. Man kan sige, der er meget stor forskel, mellem Sydsudan og Danmark. Her er der fred. Folk sulter ikke og frygter ikke. Jeg har det fantastisk nu, hvor jeg bor i Danmark og er gået videre med mit liv. Har glemt fortiden og lever nu i nutiden. Men den dag kan jeg aldrig glemme.